Når man laver kopper, tallerkener, skåle og andet keramik til mad og drikke, dukker spørgsmålet næsten altid op: Er glasuren fødevaresikker?
Det kan umiddelbart virke enkelt. Har glasuren et symbol, der viser, at den er egnet til service, må det færdige emne vel også være det? Men når du begynder at kombinere glasurer, skabe effekter og arbejde med forskellige af brændinger, bliver svaret mere nuanceret.
Vi har spurgt BOTZ direkte og samlet deres svar med de vigtigste regler på området, så du får et klart overblik over, hvornår glasurer er egnede til service, og hvad du skal være opmærksom på, hvis du sælger din keramik.
Først og fremmest: Glasuren og det færdige emne er ikke det samme. Når en BOTZ-glasur er markeret med kopsymbolet:
betyder det, at BOTZ anbefaler glasuren til service.
Men det er vigtigt at skelne mellem glasuren som produkt og det færdige keramiske emne. Det endelige resultat påvirkes nemlig ikke kun af den glasur, du vælger, men også bl.a. af leret, glasurkombinationen, lagtykkelsen og dine konkrete brændingsforhold. Det bliver særligt relevant, hvis du fremstiller keramik, der skal sælges til andre.
Kan du kombinere to fødevareegnede BOTZ-glasurer?
Det er et spørgsmål, vi ofte møder: Hvis to glasurer hver især har kopsymbolet, er kombinationen så automatisk også egnet til service? Ifølge BOTZ afhænger svaret af, hvilken serie du arbejder med.
Lertøjsglasurer: BOTZ anbefaler, at du altid undersøger den færdige overflade grundigt. Hvis kombinationen resulterer i afskalninger, krystaldannelse eller revner, fraråder BOTZ at bruge det færdige emne til service – også selvom begge glasurer hver især bærer kopsymbolet.
BOTZ PRO-serien: Her er situationen anderledes. BOTZ oplyser, at alle glasurer i serien anbefales til service, og at kombinationer af PRO-glasurer også er bekræftet gennem DIN-tests som egnede til service.
Stentøjsglasurer: Ifølge BOTZ gælder det også her, at forskellige stentøjsglasurer kan kombineres og anbefales til service, så længe der ikke indgår en glasur uden kopsymbolet.
Det giver dig en god tommelfingerregel:
- Lertøjsglasurer: Kontrollér altid den færdige overflade for afskalninger, krystaldannelse og revner, før en kombination bruges til service.
- PRO- og stentøjsglasurer: Glasurer med kopsymbolet kan kombineres og bruges til service.
Hvad med BOTZ Plus 9020?
Der er én glasur, der fortjener sit eget kapitel: BOTZ Plus 9020. Den er elsket for sine effekter, men netop derfor er fødevaresikkerheden også et emne, der ofte bliver diskuteret. Vi har spurgt BOTZ direkte og samlet deres officielle svar i en separat artikel: Er BOTZ Plus 9020 fødevaresikker? Det siger BOTZ officielt.
Er stentøjsler med begitning og en transparent glasur fødevaresikker?
Et konkret spørgsmål, vi også har fået svar fra BOTZ på, er, om kombinationen af begitning på stentøjsler og en transparent glasur såsom 9870 eller Botz Pro 9300 ovenpå er fødevaresikker.
BOTZ' svar er ja – hvis du arbejder rigtigt med 9870 eller 9300, anbefales kombinationen til service. "Rigtigt" betyder konkret:
- Mindst to brændinger: forglødning, begitning og glasur brændes hver for sig.
- Begitningen skal have lov at tørre helt igennem, inden der arbejdes videre.
- Passende lagtykkelse af den transparente glasur.
- Brændingstemperatur og holdetid som angivet af BOTZ.
Overholder du disse fire punkter, er kombinationen altså en af dem, BOTZ selv anbefaler til service.
Hvad skal du være opmærksom på, hvis du sælger keramik?
Hvis du fremstiller kopper, tallerkener, skåle eller andet keramik, der skal bruges til mad og drikke, er det vigtigt at skelne mellem dokumentationen for de materialer, du køber, og dokumentationen for det færdige produkt, du selv fremstiller.
Som keramiker er det det færdige emne, du bringer på markedet, der skal overholde reglerne for fødevarekontaktmaterialer. Det skyldes blandt andet, at ler, glasur, glasurkombinationer, påføring og brænding alle kan have betydning for det endelige resultat.
Fødevarestyrelsen stiller krav om, at fødevarekontaktmaterialer ikke må afgive stoffer til mad og drikke i mængder, der kan være sundhedsskadelige. Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt alene at se på, om den glasur, du har købt, anbefales til service. Producentens oplysninger om glasuren er et vigtigt udgangspunkt, men når glasuren bruges sammen med dit ler og brændes under dine forhold, skaber du et nyt, færdigt produkt, som du som producent skal forholde dig til.
Dokumentation for keramik, du vil sælge
Mange keramikere støder på begreberne CE-mærkning og overensstemmelseserklæring og bliver usikre på, om det er noget, de selv skal have styr på. Kort fortalt er en overensstemmelseserklæring den dokumentation, en fabrikant udarbejder for at bevise, at et produkt lever op til de europæiske sikkerhedskrav. Det er netop denne erklæring, der giver fabrikanten ret til at sætte et CE-mærke på produktet – CE-mærket er altså resultatet af, at erklæringen er på plads.
Det er producenten af selve materialet – i dette tilfælde BOTZ – der har ansvaret for at lave risikovurderingen og udarbejde overensstemmelseserklæringen. Alle BOTZ' produkter er CE-mærkede og lever op til de europæiske standarder. Det er derfor ikke noget, du som dansk keramiker eller importør selv skal udarbejde, anskaffe eller kunne fremvise en kopi af for glasurernes vedkommende – den del af arbejdet har BOTZ allerede taget sig af.
Det, du derimod selv har ansvar for, er dit færdige keramiske produkt. Her kan en migrationstest være relevant – især hvis du selv blander glasurer, tilsætter farve eller struktur, eller kombinerer glasurer på måder, der afviger fra producentens anbefalinger. Testen viser, om det færdige emne afgiver bly og cadmium til mad og drikke over de tilladte grænser, typisk ved at teste med eddikesyre, der simulerer syreholdige fødevarer.