Vi elsker at dykke ned i historierne bag kunstnerne, som vi bliver inspireret af. Historierne om, hvordan en interesse bliver til en passion, og hvordan passionen nogle gange fører steder hen, man aldrig havde forestillet sig. Sådan er det også for Rita Baarsgaard.
Hvis du spørger Rita, hvordan hun endte med at arbejde med glas, er svaret egentlig ganske enkelt: Det var ikke planen. Faktisk købte hun sin første keramikovn, før hun købte en sofa. Og det vidner meget godt om Ritas tilgang til kreativitet.
Vejen fra keramik til glas og fællesskab
Rita begyndte oprindeligt at arbejde med keramik, men da hun blev introduceret til glas, opdagede hun hurtigt et materiale med næsten uendelige muligheder. Kombinationen af glas, metaller og farver satte fantasien i gang, og nogle nætter kunne hun næsten ikke sove for de mange nye idéer, der dukkede op.
Dengang var glasmiljøet langt mere lukket, end det er i dag, så Rita måtte eksperimentere sig frem. Hun begyndte at brænde glas i sin keramikovn, købte glas hos den lokale glarmester og byggede senere et værksted i nogle gamle grisebåse. Fordi hvorfor ikke?
I dag er Rita formand for Glasforeningen, men da hun selv begyndte med glas, savnede hun noget: Et netværk – nogen at spørge og dele erfaringer med. Derfor er det også meget vigtigt for hende, at glasmiljøet i dag er åbent og inkluderende.
"Min mission er, at vi deler vores viden og hjælper hinanden,” fortæller Rita. Det fællesskab, hun selv manglede i starten, har hun siden været med til at skabe for andre. Og måske var det netop den tankegang, der senere førte hende videre til et helt særligt undervisningsarbejde.
Hvordan arbejder man med glas, hvis man ikke kan se?
For nogle år siden dukkede en mulighed op. Dansk Blindesamfund søgte en underviser til kreative kurser på Fuglsangcentret i Fredericia, og Rita blev nysgerrig. Men hun havde også sine tvivl.
"Min første tanke var: Hvordan arbejder man med glas, hvis man ikke kan se? Skærer man sig ikke?" Tænkte Rita. Det viste sig hurtigt, at spørgsmålet sagde mere om hende end om kursisterne. For selvfølgelig kunne de arbejde med glas – bare på en lidt anden måde.
I dag underviser Rita blinde og svagsynede flere gange om året. Når hun pakker bilen til et kursus, er bagagerummet fyldt med forme, glasprøver, værktøj, skabeloner og inspirationsmodeller. Deltagerne mærker sig frem og undersøger former med hænderne. De bygger, limer, samler og skaber. Hvis der skal skæres glas, hjælper Rita. Men idéerne kommer fra deltagerne selv.
Hun laver ofte skabeloner i pap, som de kan mærke. Hun medbringer færdige glasprøver, hvor strukturerne stadig kan føles med fingrene. For som Rita siger med et smil på læben: "De har jo stadig to hænder." Hun oplever faktisk ikke, at deltagerne er begrænsede. Tværtimod. De kommer for at lære teknikker, udfordre sig selv og skabe noget, de kan være stolte af – ligesom alle andre.
Hvordan forklarer man en farve?
Noget af det mest fascinerende ved arbejdet er samtalerne om farver. For hvordan beskriver man egentlig farven blå for et menneske, der aldrig har set den? Rita har fundet sine egne metoder.
Nogle gange beskriver hun farver gennem naturen: ”En spring green kan beskrives som duften og følelsen af bøgetræerne, når de springer ud om foråret. En mørkeblå kan føles som stemningen ved havet på en efterårsdag,” forklarer Rita.
For mennesker, der aldrig har set farver, bliver beskrivelserne ofte koblet til følelser, dufte eller oplevelser. Og nogle gange opdager Rita selv nye måder at tænke farver på.
Når kursisterne inspirerer underviseren
Noget af det, der har overrasket Rita mest, er, hvor meget hun selv får ud af kurserne. Mange af kursisterne kender ikke til de uskrevne regler og begrænsninger, som glaskunstnere ofte arbejder ud fra. Derfor kommer de nogle gange med idéer, som Rita aldrig selv ville have fået.
"De tænker anderledes, end jeg gør. Nogle gange foreslår de noget, hvor jeg tænker: Det har jeg da aldrig overvejet."
Det betyder, at kurserne også bliver et sted, hvor Rita selv lærer nyt. Selv efter mange år med glas kan hun stadig blive overrasket.
Et kursus med plads til grin
Noget af det vigtigste for Rita er, at stemningen er afslappet. Der skal være plads til at lære, men bestemt også til at grine. Som den dag en kursist fortalte, at vedkommende lige skulle hente sin stok.
"Er der noget galt med dit ben?" spurgte Rita helt oprigtigt. Først bagefter gik det op for hende, at der selvfølgelig var tale om en blindestok. De grinede alle sammen.
Det er måske meget sigende for den måde, Rita møder sine kursister på. Hun tænker ikke først og fremmest på dem som blinde eller svagsynede – men som mennesker med lyst til at lære, skabe og være en del af et fællesskab.
Kreativitet handler om mere end materialer
For Rita handler kurserne ikke kun om glaskunst. Det handler om fællesskab og om at mødes med andre mennesker. Om at skabe noget med hænderne og måske vigtigst af alt: At opleve, at man stadig kan.
Når kursisterne kommer hjem med et stykke glaskunst og kan fortælle familie og venner, hvordan de har lavet det, sker der noget særligt. Der opstår stolthed. Og den følelse er Rita glad for at være en del af.
For selvom hun i dag har arbejdet med glas i årtier, er det stadig kreativiteten og menneskene omkring den, der driver hende.