Støbeler og gipsforme gør det muligt at skabe kopper, vaser, skåle og andre keramiske emner i den samme grundform igen og igen. Teknikken kaldes ofte slip casting og går kort fortalt ud på, at flydende ler hældes i en gipsform, som trækker vand ud af leret og danner en fast lervæg langs formens inderside.
Det lyder enkelt, men nogle få detaljer har stor betydning for resultatet. Her får du en trin-for-trin-guide til støbeler og støbeforme med de vigtigste ting at være opmærksom på undervejs.
Hvad er støbeler?
Støbeler er ler i flydende form, som er udviklet til støbning i absorberende forme - typisk af gips.
Når støbeleret hældes i formen, begynder gipsen at absorbere vand. Det får et fastere lag ler til at bygge sig op langs indersiden af formen. Når laget har den ønskede tykkelse, hældes resten af det flydende ler ud igen.
Hvor hurtigt det sker, afhænger blandt andet af støbeleret, formen og hvor tør gipsformen er.
Før du går i gang
Sørg for, at formen er ren og fri for løse lerrester. Hvis formen består af flere dele, skal den være samlet og spændt korrekt sammen.
Støbeleret skal være jævnt og uden klumper eller bundfald. Følg producentens anvisninger for omrøring og klargøring.
Hav også gerne en klud ved hånden. Støbeler tørrer hurtigt langs kanten af bøtter og kander, og tørrede rester kan falde ned i leret som små klumper.
Tør derfor kanten af både beholder og kande af med det samme både indvendigt og udvendigt.
Trin 1: Fyld formen og bank let på siderne
Hæld støbeleret roligt i formen, indtil den er fyldt.
Bank derefter let med hænderne på formens sider. Det kan hjælpe luftbobler med at bevæge sig op mod overfladen, hvor du ofte vil kunne se dem briste.
Undgå at banke selve formen ned i bordet. Gips kan tage skade af stød, så brug hellere hænderne og arbejd forsigtigt.
Trin 2: Fyld efter nogle minutter senere
Når gipsformen begynder at trække vand ud af leret, kan niveauet i formen falde.
Kig derfor til formen efter cirka 2-3 minutter, og fyld lidt mere støbeler på, hvis niveauet er sunket.
Det er især vigtigt, hvis formens åbning bliver en del af det færdige emne for eksempel kanten på en kop. Hvis åbningen derimod senere skal skæres væk, som på f.eks. julekugler, er det mindre afgørende.
Trin 3: Lad støbeleret danne den ønskede tykkelse
Hvor længe støbeleret skal stå i formen afhænger af blandt andet form, støbeler, fugtighed og den ønskede godstykkelse.
Følg producentens anbefaling, hvis der er angivet en støbetid.
Det kan også være en god idé at notere dine egne tider. Hvis 12 minutter gav et for tyndt emne, mens 18 minutter fungerede godt, har du et bedre udgangspunkt næste gang.
Husk dog, at en mere fugtig gipsform typisk arbejder langsommere end en tør.
Trin 4: Hæld det overskydende støbeler ud
Når der er dannet en passende lervæg, hælder du resten af støbeleret tilbage i en ren beholder.
Har formen en smal åbning, kan det tage lidt tid, før leret begynder at løbe ordentligt ud. Vip og bevæg formen forsigtigt, så luft kan komme ind, mens leret løber ud.
Undgå meget kraftige rystelser, da den bløde støbning allerede ligger langs formens vægge.
Trin 5: Lad formen dryppe af på skrå
Når hovedparten af støbeleret er hældt ud, kan du stille formen med åbningen nedad og en let hældning eventuelt med en lille kile under den ene side.
Det hjælper de sidste rester af flydende ler med at løbe ud i stedet for at samle sig inde i emnet. Ellers kan du risikere ujævnheder eller et tykkere område i bunden.
Trin 6: Vent, til emnet slipper formen
Lad emnet blive i formen, mens det sætter sig.
Når leret mister mere vand, svinder det en smule og begynder at slippe gipsen. Vent, til det er fast nok til at kunne håndteres uden at blive deformeret.
Det er ikke meningen, at et vådt emne skal trækkes ud med kraft.
Når det er taget ud, kan du finpudse samlinger og støbekanter, mens leret stadig er læderhårdt.
Trin 7: Rengør din støbeform
Efter brug er det vigtigt at rengøre din støbeform. Her kan en formkniv være nyttig, fordi den er udviklet til arbejdet omkring støbeforme og gør det lettere at fjerne overskydende ler uden unødigt at beskadige gipsoverfladen.
Vær generelt forsigtig med gipsformen. Ridser og hakker i støbefladen kan nemlig blive synlige på fremtidige støbninger.
Lad gipsformen tørre mellem brug
En gipsform optager vand under støbningen og skal derfor have mulighed for at tørre igen.
En fugtig form absorberer vand langsommere end en tør form, og det kan ændre den tid, det tager at opbygge den ønskede godstykkelse.
Opbevar derfor formen tørt og med god luft omkring sig.
Har du en flerdelt form, så følg producentens anvisninger for tørring og opbevaring. Nogle forme bør eksempelvis samles igen under den længere tørring.
Lav modellerbart ler af din støbeler
Støbeler kan også bruges til små håndmodellerede detaljer.
Hæld en mindre mængde ud på en ren gipsplade, og lad gipsen trække vand ud af leret. Når konsistensen er blevet fast og plastisk, kan leret tages af og æltes.
Det er praktisk, hvis du vil lave eksempelvis en hank til et krus, blomster til en vase eller andre detaljer i samme lermasse som det støbte emne.
Små rutiner giver bedre støbninger
Når du først forstår princippet, er støbning med støbeler forholdsvis enkelt. De bedste resultater kommer ofte fra de små vaner undervejs.
Hold kanterne på bøtter og kander rene, bank forsigtigt på formens sider, fyld efter ved behov, giv smalle forme tid til at tømme sig, og lad formen dryppe ordentligt af.
Notér også gerne dine støbetider. Efter nogle få støbninger vil du hurtigt lære, hvordan netop din kombination af støbeler og støbeform arbejder.