Glaskunst kan virke magisk. Farverne smelter sammen, overflader bliver blanke, og resultatet kan være helt fortryllende. Men bag magien gemmer der sig ren fysik – og hvis du ignorerer den, ender dit værk ofte med at revne.
Et af de spørgsmål, der går igen hos både begyndere og øvede, er: Hvorfor kan man ikke blande Bullseye og Oceanside glas?
Svaret ligger i noget, der hedder COE.
Hvad betyder COE i glaskunst?
COE er en forkortelse for Coefficient of Expansion, på dansk udvidelseskoefficient. Det er et mål for, hvor meget glas udvider sig, når det opvarmes i ovnen, og hvor meget det trækker sig sammen igen under afkøling.
For glaskunst er COE helt afgørende. Alt glas, der smeltes sammen i det samme projekt, skal have samme COE-værdi. Hvis ikke, opstår der spændinger i materialet, som næsten altid fører til revner eller brud.
Bullseye og Oceanside – to forskellige COE-systemer
De to mest anvendte glastyper til ovnbrændt glaskunst er Bullseye og Oceanside:
- Bullseye Glass har COE 90
- Oceanside Glass har COE 96
Forskellen mellem COE 90 og COE 96 kan virke lille, men i praksis er den stor. Når glasset opvarmes, udvider COE 96 sig mere end COE 90. Når det køler ned, trækker COE 96 sig tilsvarende mere sammen. Denne forskel i bevægelse skaber indre spændinger, som glasset ikke kan holde til.
Hvad sker der, hvis man blander Bullseye og Oceanside?
Hvis Bullseye-glas og Oceanside-glas bruges sammen i samme brænding, vil resultatet ofte være:
- Revner i glasset
- Brud, som nogle gange først viser sig efter dage eller uger
- Et svækket værk, der ikke er holdbart over tid
Det gælder uanset glasform. Plader, frit, pulver, stringers og dichroic glas har alle en COE-værdi, og én enkelt inkompatibel glasdel er nok til at ødelægge hele værket.
Hvorfor findes der forskellige COE-værdier?
Forskellige producenter arbejder med forskellige glasopskrifter, og det giver naturligt forskellige udvidelseskoefficienter.
Bullseye (COE 90) er kendt for at være et mere “stift” glas, som holder form og detaljer godt i ovnen. Farvepaletten er ofte dyb, mættet og kunstnerisk, og glasset smelter ved lidt højere temperaturer.
Oceanside (COE 96) er generelt blødere og flyder lettere i ovnen. Farverne er klare og rene, og glasset er ofte en smule mere prisvenligt. Ingen af systemerne er bedre end det andet – de er blot forskellige og skal bruges hver for sig.
Hvornår betyder COE ikke noget?
COE er kun relevant, når glasset smeltes sammen ved varme. Ved teknikker, hvor glasset ikke brændes sammen i en ovn, spiller COE ingen rolle.
Det gælder blandt andet:
- Tiffany-arbejde med kobberfolie
- Kold montage
- Mosaik uden ovnbrænding
Her holdes glasset mekanisk sammen, og der opstår derfor ikke de spændinger, som ses ved varmt glas.
Typiske fejl – og hvordan du undgår dem
-
En udbredt misforståelse er, at små mængder glas ikke gør en forskel. "Det er jo bare lidt frit." Frit, pulver og stringers har samme COE-problematik som glasplader og kan give revner i dine værker.
-
En anden klassiker er oplevelsen af, at "det gik fint sidst." Revner kan opstå længe efter brændingen og er ikke altid synlige med det samme. Det samme gælder dichroic glas, hvor COE afhænger af glasbasen.
Et godt udgangspunkt er derfor altid at holde COE 90 og COE 96 fysisk adskilt i værkstedet, mærke glas og opbevaring tydeligt og altid kontrollere COE, før glasset lægges i ovnen.
Konklusion: Ét værk – ét COE
Glaskunst rummer stor kreativ frihed, men COE er ikke til diskussion. Bullseye (COE 90) og Oceanside (COE 96) kan ikke bruges sammen i samme ovn.
Når du holder dig til ét COE-system i hvert værk, mindsker du risikoen for revner, får mere holdbare resultater og sparer både tid og materialer. Det giver ro til at fokusere på det vigtige: at arbejde med glas og skabe værker, der holder, som du kan glæde dig over i mange år.